Indvielse af Flynderen i Hjerting Strandpark

Den 25. september 2013 flyttede en ny beboer ind i Hjerting Strandpark - legeskulpturen "Flynderen" blev indviet.

Der var taler ved borgmester Johnny Søtrup og daværende bestyrelsesformand Birger Nielsen, Lida og Oskar Nielsens Fond, og eventyret om Fiskerne og hans kone blev oplæst af Jan Meesenburg.

For at fejre et helt nyt samarbejde om Udeskole på plejehjemmet deltog Ældrecentret Bytoften og Hjerting Skole i indvielsen. Skolebørnene satte kolorit på festlighederne og kom i optog med flotte tegninger af flyndere. Og da de officielle taler var overstået, kunne børnene tage "Flynderen" i besiddelse.